Af Jacob Pedersen
Past Lives mangler en erfaren instruktørs tro på egne evner for at blive en af nyere tids bedste romantiske dramaer, men med det sagt er den på hylden lige under. Uden at bedømme, hvad der er rigtigt og forkert, fletter Celine Song livets store spørgsmål sammen i et globaliseret kulturmøde, hvor karriere, kærlighedsliv og det koreanske skæbnebegreb In-Yun bliver jongleret i slowmotion.
Vi møder karaktererne Nora (Greta Lee) og Hae Sung (Teo Yoo) som 12-årige, der følges hjem fra skolen og er småforelskede. Da Nora emigrerer fra Sydkorea til USA, forplanter ideen sig om den potentielle kærlighed mellem de to unge mennesker. Filmens tre nedslagspunkter foregår med 12 års mellemrum. Først barndoms-flirten som 12-årige, senere hen i et Skype-funderet forhold som 24-årige, og sidst et fysisk møde som 36-årige.
Konfrontationerne viser Noras jagt på sine forfatterdrømme, Sungs idealisme og vigtigst af alt den fremragende kemi, som Nora og Sung unægteligt har. Lee og Yoo spiller naturligt flirtende og kærlige, så følelserne er fælles indforståede og et eller andet sted undertrykte.
Sung får fremtvunget et ”Jeg tror, jeg savner dig” over et Skypeopkald fra hans forældres bolig i Seoul til Nora, den drømmejagende forfatter, der emigrerede til New York. En simpel konstruktion, der samtidig viser håbløs kærlighed, tro og fortvivlelse over drømmejagtens ødelæggende bivirkninger.
Indledningsvist komponerer Song (med fotograf Shabier Kirchner) de to skilleveje,
hvor Hae Sung går til venstre ad en lige sti og Nora går til højre op ad en lang, stejl og farvelagt trappe. De to veje viser ikke kun adskillelsen, men også hvilke forskellige veje deres liv skal ud på. Sungs sti er svagt opadgående i vante rammer, mens Noras er stærkt stigende, bumpende og varieret.
Endegyldigt slutter filmen med en parallel til dette indledende skud, som måske er en af de mest oplagte afslutninger, men samtidig afrunder filmen fuldstændig perfekt. Afrunding er måske så meget sagt, for en af styrkerne er filmens tvetydighed.
Filmen reflekterer livets gang, i det at livets valg, skæbner og kærlighed er så uforudsigelige, at uanset om man giver slip på fortiden eller ej, så vil man aldrig vide sig sikker på, om de beslutninger man tog, var de rigtige.
Film om livets store valg og udfordringer kan hurtigt blive ophøjede, idylliske og belærende, men Celine Song gør alt andet end det. Filmen er troværdig og nedtonet, og selv den tredje person i karaktergalleriet, Arthur (John Magaro), Noras mand, er et fuldstændigt menneske med kærlighed, forståelse og følelser.
Past Lives’ styrker ligger i historien. Hvor den derimod halter lidt, er i troen på den historie. Tempoet er langsomt, hvilket giver os tid til at responderer følelsesmæssigt, men til gengæld rører den kun enkelte temaer inden for filmens rammer.
Den kunne godt have dykket dybere, set flere konsekvenser. Fik Nora hendes drømmekarriere? Hvis ikke, fandt hun så en anden lykke? Der er mange spørgsmål, som ligger lige til og kunne sættes spørgsmålstegn ved.
Past Lives er uden tvivl del af det nye pensum, hvad angår kærlighedsdramaer om livets store til- og fravalg. En stille affære, der buldrer højere end de mest tomme tønder. En globaliseret affødt perle, der vedkommer os alle.
Kommentarer